Udkom 19. oktober 2023
Fattigforsorg
i Nordsjælland og Skåne
1575-1654
Torben Bill-Jessen
Lone Hvass
Fattigforsorg
I Nordsjælland og Skåne
1575-1654
Sidetal: 324
Vejledende udsalgspris DKK 298
ISBN 978-87-999336-4-8
Sprog:dansk
Illustrationer: farve
Udgave 1
1. oplag oktober 2023
Ved reformationen blev Helsingør Almindelige Hospital oprettet i det tidligere karmeliterkloster ”Vor Frue Kloster”. Her udspandt sig i de følgende århundreder en stor del af Helsingørs socialhistorie blandt byens fattige og syge borgere, men også blandt fattiglemmer fra mange Nordsjællandske sogne.
Klostrets kapitelsal blev fattiglemmernes sygestue, med plads til 20 -30 syge, fattige, gamle mennesker, børn og voksne. Her spandt kvinderne hørgarn og de arbejdsduelige mænd hjalp til på hospitalet.
En tilhørende avlsbygning kaldet for ”gården”, bestod af to – tre store længer svarende til en stor dansk herregård, blev bygget tæt op til det gamle klosters nordlige fløje.
Der var lader, stald med husdyr, tørvehus, forrådskamre, stort kornloft, eget slagteri, bryggeri og malteri – dertil kom en hestemølle og en vejrmølle.
Kældre og lofter lå inde med store beholdninger af nedsaltet kød og fisk, hvis råvarer var skaffet til huse ved storstilet handel med skuder i byens havn.
Klosterbygningerne lagde også hus til byens latinskole, hvor 30 fattige elever samt skolemester og hørere fik kost og logi. I flere år var det kongen selv, der indtog gamle soldater og folk i kongens tjeneste på hospitalet.
Til at drive hospitalet var der – foruden karmeliternes store køkkenhave –korntiende og kvægtiende af Grønholt sogn i Krogens len samt fra Hven. Derudover korntiende af sogne i Holbo Herred samt Strø Herred, og korntiender fra Helsingborg, Landskrona og Malmø len, ikke mindre end 105 skånske sogne! Dernæst landgilde af tre fæstegårde i Flynderup samt klostrets egen vang. Alle bønderne, der kom med korntiende fra Nordsjælland og Skåne, fik et måltid mad og drikke. Et år blev der givet over 55.000 måltider.
75 år af hospitalets ældste regnskaber er ganske enestående. Efter Reformationen blev der oprettet hospitaler i mange andre af landets klostre, men ingen af de regnskaber er bevaret.